Frugt og bær der gæres

Ved Dybsø Fjord bor en tidligere fysiklærer, der i årevis har høstet enorme mængder store, saftige solbær fra buskene i køkkenhaven, og på nabovenlig vis er bærfyldte poser havnet i vores kummefryser. Men da der trods alt er begrænsninger på mængden af syltetøj, en familie på fem kan konsumere, begyndte vi et år at eksperimentere med solbærsnaps, som nu er blevet en fast bestanddel af den årlige vejfest, og ikke mindst er hjemmelavet solbærsnaps en ubrydelig tradition til familiens julefest i starten af december.

Fysiklærerens Solbærsnaps

500 gr rensede solbær

600 gr sukker

7 dl vodka uden smag

I 5-6-7 forhold overhældes solbærrene med sukker og vodka. Det hele får lov til at stå og trække i en spand eller et kæmpestort syltetøjsglas, og hvis man ikke kan holde sig væk, så omryst i det mindste engang i mellem. Efter tre måneder sies det hele og hældes tilbage på vodkaflaskerne. Vær varsom ved servering – smagen er farlig tæt på en lækker, smagfuld saftevand, men Fysiklærerens Solbærsnaps er ikke for børn.

Der destilleres…

Bevæger man sig rundt i det smukke landskab omkring Præstø Fjord kan man opleve flere herregårde og godser: Eksempler er Nysø Herregård i barokstil, der i dag er kendt for sin fine Thorvaldsen samling og Oremandsgaard, der huser det første herregårdsdestilleri i Danmark og her produceres gin, brandy og most på gamle sydsjællandske æblesorter. Og udover at folk fra området kommer kørende med lokalt dyrkede æbler, som byttes med gin, så baseres fremstillingen på Alfred Hage-æblet, der er opkaldt efter den nuværende ejers tipoldefar, så produktionen har masser af historie og lokalt i slæt.

Oremandsgaards solbærgin siges at være skøn til julens ris a la mande, og man kan eksperimentere med at give æbleskiver et skud solbærgin med en pipette.


Opskrift på Svupsakker (fra Lolland) med solbærgin – eller Fysiklærerens Solbærsnaps

På Lolland har man haft skikken med at servere æbleskiver med en sjat brændevin i midten i stedet for et æblestykke. Det kan godt betyde lidt for børnevenligheden, men til gengæld gør det æbleskiverne til en endnu mere lækker julespise for de voksne. På Oremandsgaard hørte vi ideen med at sprøjte en god solbærgin ind i midten af æbleskiverne med en pipette for en moderne version af Svupsakkerne – og hvis man har forsøgt sig med Fysiklærerens Solbærsnaps, så er det selvfølgelig den, der skal bruges.

Hvis man ikke lige er til snapse-versionen, eller vil dele sine svupsakker med børn, så spis dem med solbærsyltetøj og sukker.

Svupsakker – æbleskiver bliver aldrig det samme igen

Svupsakker – æbleskiver:

250 gr mel
1 tsk natron
½ tsk fint salt
½ tsk stødt kardemomme
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt ingefær
1 spk sukker
Revet skal af 1 usprøjtet citron
½ liter kærnemælk
2 æg

Solbærgin
smør til bagningen

Sådan gør du:

Bland mel, natron, salt, kardemomme, ingefær, kanel, sukker og citronskal.
Rør kærnemælken i lidt ad gangen. 
Pisk æggene let sammen og rør dem i dejen.
Hæld dejen på en kande.

Varm en æbleskivepande op og hæld ca ½ tsk smør hvert hul (det er lettest, hvis smørret er smeltet først). Fyld hurtigt hvert hul 3/4 op med dej.

Vend æbleskiverne/svupsakkerne med en strikkepind eller en gaffel, når de har dannet en nogenlunde fast underside. De vendes nogle gange, indtil farven er passende – ved medium varme tager det 4-5 minutter.

Svupsakkerne serveres helst med det samme. De kan evt. holdes lune i forvarmet ovn ved svag varme under bagningen af resten. Ved servering åbner man svupsakkerne på tallerkenen og hælder lidt solbærsnaps eller syltetøj i.

Velbekomme. Det siges, at æbleskiver aldrig bliver det samme igen, når man først har nydt denne version.

Forord: Madkultur fra Landet mellem Fjordene

Kapitel 1: Spisereglementet fra Hammer

Kapitel 2: Kål – den vigtige vitaminpille

Kapitel 3: Indflydelse udefra – roepolakkerne

Kapitel 4: Det sure med det søde

Kapitel 6: Alt godt fra havet